hvidis

at barnet
fik lov til
i sin drøm
ved daggry
og nat
dagen lurked
ham mellem de
og tændte
ved midnat
døden lys
optændt i vrede
sine handlinger
var for svag til
manglede enhver anerkendelse
Jorden center
I Kosmos
al magt
egne
Barndom var ham
kom til ham
for sent
var død
allerede længe
fra ham
den længtes efter
hovedpude
hans øjne var
lyse på tankerne
som stjerner
ingen har
barnet
død vagt
tildelte
Tårerne brændte hans
i hvidis
forbandelse
Fædre og mødre
troede det
men når
ham
død
Moder Jord
tæt
bragt
bragte det
hans hænder
for velsignelse
troede alle